back to Artist Heike Arndt

Introduktion to Heike Arndts work  Introduction in english               Introduction in italiano HEIKE ARNDT - Where is home? by Luigi Cavadini Museo de Arte Contemporanea Lissone ,Milano,Italy 2010 Where is home? Hvor er hjemme? Hvor kan jeg føle mig hjemme? Hvor bestemmer jeg mig til at slå mig ned? I disse spørgsmål er der sammenfattet et væsentligt spørgsmål, som sandsynligvis angår mange af os. Et problem som Heike Arndt har gennemlevet dybt – og som hun sandsynligvis stadig lever med – i sin historie som kunstner. Kunstneren er født og uddannet Østtyskland, hvorfra det lykkedes hende at slippe ud da hun var 21 år, fem år før Muren faldt, og hun har slået sig fast ned i Danmark, men har især prøvet at måle sig med verden, med rejser og arbejdsophold, i nær kontakt med kunsthåndværkere og kunstnere i de forskellige lande, som hun efterhånden har besøgt (Italien, Belgien, Holland, Grønland, Etiopien, USA, Sydamerika, Sverige, Finland, Spanien og, for ikke så længe siden, i 5aar, Kina), hvor hun efterhånden fandt frem til foretrukne steder, som hun kunne vende tilbage til regelmæssigt for at konfrontere sig med teknikker og materialer. Den forståelige uro der karakteriserer denne rejsen rundt har dog et sikkert holdepunkt, et “hjem” der ikke kan opstå tvivl om, og dette hjem, som er hele verden, er kunsten. Inde i den genfinder Arndt altid sig selv, når hun modellerer sine terracotta arbejder og derefter venter på resultaterne af brændingen og på styrken i farvepigmenterne og glasuren, når hun konfronterer sig direkte og med stor energi med maleriets farver og tegn, når hun forbereder pladerne til grafikarbejderne, når hun laver sine skulpturer til bronzestøbning. Og det er derfor kunstneren kan føle sig hjemme overalt, selv om hun kan betragte sig som grænsekvinde, mellem øst og vest, der har assimileret disse ”ikke steder” steder i sig, disse abstrakte enheder, der er blevet gjort konkrete udelukkende ved de oplevede erfaringer. En kvinde med tusind steder og med tusind møder, som kalibrerer sin eksistens og sin handlen på det menneske, hun nærmer sig, åben overfor sammenligning i overbevisning om at “respekt, tolerance og accept af den anden er betingelsen for at overvinde kulturforskellene udover at være en nødvendighed for at overleve i en verden, der er globaliseret som vores”. Netop derfor grundfæster Arndts værk sine forudsætninger i de indbyrdes menneskelige forhold. Mødet med de andre, uden nogen distinktion, er fundamentalt for hende. Fra disse møder drager hun følelser og fascination, der omdanner sig til tegn og farver (eller til materie), i søgningen efter og i den udtryksfulde gengivelse af tilnærmelser, sammenligninger, modstande, mangel på forståelse, arrogance, kontakter. Fortolkningen af situationerne, som kunstneren foretager i sine værker, er meget opmærksom og selv om den undertiden kan virke tung og hård, fremfører den sig altid som opfordring til en positiv reaktion, i den overbevisning at netop i mødet mellem forskellige situationer (og mennesker) lægges grundlaget for en positiv måde at leve sammen på. Arndts syn opstår fra en dyb etisk og moralsk følelse og skaber en beslutsomhed i hende, som sender nervetråde ud i både hendes liv og hendes kunst og hver eneste dag sætter hende i kontrast med sig selv og med verden, svævende og desorienteret mellem den lykke hun ønsker for alle og alle de problemer, der udløser misforståelser og konflikter på alle niveauer. Fortællingerne, som måske knap nok er antydet i malerierne og i skulpturerne, har alligevel i sig selv styrke til stimulere beskuerens tanke. Snarere end at give et svar stiller de et spørgsmål, som hver enkelt bliver opfordret til at svare på. Arndts kunst har dybe rødder, den tager form inden hun er ti år gammel, hjemme hos bedstefaderen, som følger og stimulerer hende efter at have forstået hendes naturtalent. Da hun seksten år gammel flytter hjemmefra er hun allerede nået frem til en god teknisk udtryksevne til at gengive blomster, landskaber, portrætter, en evne hun hurtigt overfører i fremstillingen af sine keramiske arbejder, og på værksteder og hos berømte kunstnere lærer hun de mest forskelligartede teknikker, fra bearbejdelse af ler til applikation af pigment og glasur, og til sidst brændingsmetoder. I nogle år udvikler kunstnerens opmærksomhed og hovedarbejdsindsats sig på dette område – som hun i øvrigt genfinder og genlancerer i de følgende årtier, da hun blandt andet også arbejder i kendte italienske værksteder som f.eks. Mazottis værksted i Albisola og Lorenzinis værksted i Savona. I Ligurien, hvor hun lever som en datter hos Ansgar Elde (en ven af Asger Jorn) og i hvis værksted i Savona hun har arbejdet i i næsten 20 år laver hun også grafikarbejder i det berømte Stamperia del Bostrico di Albisola. I anden halvdel af 80erne vender maleriet dominerende og definitivt tilbage, i hvilket kunstneren udnytter nogle af de ting hun har lært i eksperimenterne med keramik. Især bliver brugen af stregen væsentligt: det er det element der prenter figuren eller blot skitserer dens omrids og giver dynamik til helheden. Dog er opnåelsen af en figurations uformelhed betydningsfuld, den sætter hendes maleri ind i fuld samtidighed og opnår på en gang muligheden for at fortælle og først og fremmest for at “leve” og derefter at videregive de følelser, der er skabt af virkelighed og tilfældige situationer, men også af erfaringer og minder, der dukker op fra dybet og er et udtryk, som er fuldt af hendes historie. Dette fører til udtrykseffektivitet, som sætter sit præg, fordi det først forvirrer øje og sind hos den, der betragter, og derefter påkalder sig opmærksomheden og fører den ind i den malstrøm, der skabes af farverne og af den kraftfulde tilsyneladende forvirrede udarbejdelse, som karakterisere arbejderne. Inde i hendes maleri er det som om man på den ene side, lige som et fjernt ekko, bør genlæse de erfaringer som de tyske ekspressionister har gennemlevet i de første tiår i 1900 tallet og på den anden side dem, der har udviklet sig i den umiddelbare efterkrigstid i repræsentanterne for CoBrA gruppen, der var aktive i København, Bruxelles og Amsterdam. Brugen af de kraftige farver der virker stærkt, og som ofte styrkes af et skarpt grafisk tegn, karakteriserer arbejderne hos kunstnerne fra Die Brücke (1906) - Ernst-Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff og også Emil Nolde og Max Pechstein – som virkede i omegnen af Dresden, og hvortil kunstnerne fra Der Blaue Reiter nogle år senere gav ekko, i en logik der var lidt anderledes og som var rettet ind på abstrakthedens vej. Der Blaue Reiter er grundlagt i München i 1911 af Franz Marc og Vassily Kandinsky, og også Klee, Macke, Jawlensky, Münter, Werefkin sluttede sig til den retning. Spændinger og stræben af social og politisk karakter sammen med søgning efter en kunst, som er fri for begrænsninger af nogen som helst art, er det grundlæggende i Die Brücke’s fødsel, såvel som udviklingen af Der Blaue Reiter. Mens farven dog for de førstnævnte udtrykker kunstnerens raseri mod hans tids situation, bliver den for de sidstnævnte et instrument til åben skabelse, langt ud over fremstillingens realistiske valens. Og i den primitive skulptur genfinder kunstnerne den plastiske transposition af deres søgen og af deres ekspressive hensigter. Også CoBrA kunstnernes aktion, der ligger lige efter krigens ophør og som derfor også har kritiske og provokatoriske motiveringer, benytter farven, ofte stærkt markeret i en absolut materiel udarbejdelse, som et vægtigt moment for ekspressionismen. Især i denne anden fase synes billedet, der fødes, trods det at det lever af underforståede hentydninger til det virkelige, at ville rive sig løs fra det virkelige og skabe budskaber, der gøres opfattelige snarere ved de levende suggestioner end ved den ligefremme fortælling. Hvis vi igen ser på Heike Arndts liv, forekommer det næsten naturligt at visse påvirkninger og udtryksformer, der er modnet i så fjerne år, kan have indvirket på den dybe kultur og have ført til kompositionsresultater, der viser tilbage til disse læremestre og til disse værker. Arndt har været på de samme steder, har været smertefuldt gennem lignende situationer, har på en tydelig måde søgt sin egen selvstændige udtryksmåde. Hun har ladet blikket løbe rundt og har til hensigt ikke blot at lade sin egen frie ånd komme til udtryk, men også at tale for dem, der ikke har nogen stemme. Det er derfor at hendes malerier fyldes med figurer, der søger efter en egen individualitet, der slipper væk fra eller prøver at slippe væk fra bånd og undertrykkelser, fra overgreb og misbrug, skikkelser som ofte går i et med miljøet og som kun få streger og signaler gør det muligt at genkende. Desuden synes også holdningerne hos skikkelser, man dårligt nok kan finde, meget vigtige. Sammenfiltrede i sig selv inde i et puppehylster, som man ikke ved om er et tilflugtssted eller et fængsel, forladt i et langt og ugæstfrit landskab, omfavnet af andre skikkelser for at få en anelse varme, i ensomhed midt mellem de andre ligesom barnet i Without words…, alene blandt så mange mennesker, faret vild i et landskab hvor Munchs angstfornemmelser synes at komme frem, mens skyggerne breder sig over markerne. Og ofte er kernepunktet i kunstneres komposition og tanke det lille barn, som risikerer at blive alene tilbage, og den kvinde, som lukker sig i sig selv, som sænker hovedet, som mister sin egen individualitet. Kunsten – synes kunstneren at sige med sine værker – er ikke kun farve og tegning, maleri og tanke, den er eftertanke og klage. Kunst er stemme … Stemme for mig og stemme for dem, der ikke har nogen stemme, eller for dem der har mistet stemmen ved at blive ved at råbe uden at blive hørt. Men for bedre at forstå kunstnerens engagement vender vi tilbage til udstillingens titel: where is home? Det er ikke en tilfældig titel, en titel der er valgt som lokkemiddel. Den genspejler en overvejelse som kunstneren har gjort sig i mange år og på hvilken hun opbygger sit arbejde. Det er et universelt spørgsmål som alle menneskers liv afhænger af. Det er en anmodning ikke kun om et fysisk hjem, men også op det mentale aspekt i virkeligt at være hjemme (lige meget hvor og hvordan man er). Selv om man befinder sig flere tusind kilometer hjemmefra det fysiske hjem kan man føle sig mentalt på det rigtige sted (hjemme), fordi man føler at der bliver taget imod en, på samme måde som man kan føle en afgrundsdyb fjernhed på et sted som udelukkende tilhører en selv. Så bliver man klar over, således som det allerede er antydet i begyndelsen, at et hjem ikke er lavet af mure eller af lervægge eller af telte, men af relationer og således af evnen til at forstå: bevægelser, sprog, måder at opføre sig på. Heike Arndt har oplevet alt dette i sit liv og har bearbejdet det dybt i sindet i årevis, og hun er jo styrket af den oplevelse, der har ført hende langt bort fra hvor hun er født, som har integreret hende i et land der er forskelligt fra hendes eget, der har tilladt hende at rejse og at måle sig med vidt forskellige mennesker, kulturer og måder at leve på. Ved disse kontakter og med de udvekslinger, der følger, finder hun stimulering og temaer til sin måde at skabe kunst på. Den udtrykkes i farvernes livlighed, hvor rødt og blåt altid dominerer, varmt og koldt, der også giver mening til de andre ting i billedet. Vibrationerne, der opstår af farvekontrasterne og af penselstrøgene, snart lineære, snart omslyngende, understreger den konstante dialog mellem kunstneren og det behandlede emne. Jeg tror, at overførslen hjerte-tanke-hånd-lærred er direkte; der er ikke nogen farve der løber ud, der er aldrig penselstrøg, du føler er unødvendige, overflødige, uforståelige, der er ikke tilfældige ting, men ethvert element indføjer sig snarere i den samlede atmosfære med naturlighed. Således oplever kunstneren selv de værker, som hun fremstiller, som ’luggage’ – dette er titlen på en lang række arbejder – dvs. som elementer i en bagage, der især er mental, som kendetegner hendes væsen, i en bagage lavet af erindringer, af symboler, af dybe erhvervelser (sociale, kulturelle, fra familien), af belæringer. En bagage der helt og udelukkende er hendes egen, der virker som filter, gennem hvilket hun kan fortolke virkeligheden og begivenhederne, og som bliver fundamental for at finde de veje, hun skal følge i sin søgen efter det hjem, hvor hun definitivt skal være. Farvens rolle, med de undertiden tykke, undertiden næsten gennemsigtige lag, er uden tvivl vigtige for at tiltrække opmærksomheden. Men hendes måde at fortælle på, med ganske små streger, med ganske små ting, som på en særlig måde kendetegner Arndts grafiske værk, er ligeså betydningsfuld og intens. De forskellige graveringsteknikker, som kunstneren benytter mesterligt, også ved at kombinere dem med hinanden, giver hende mulighed for at modulere fremstillingen. Snart insisterer hun på billederne og binder dem sammen ligesom ekspressionisterne, snart arbejder hun med lethed på figurerne, næsten som om hun er bange for at forstyrre dem i deres enfoldighed. Både når de hører til maleriets farvede verden og når de kommer mindre voldsomt til syne i grafikken, præsenterer hendes personer sig i deres naivitet, nærmest som om de er tegnet med skødesløshed, tættere på beskrivelsen af det, som et barn kan lave af dem, end af resultater, der kan lede opmærksomheden hen på en maler. Netop genvindingen af barndommens naivitet giver yderligere friskhed til disse malede tanker, til disse visioner, hvor der bare skal en lille knapt antydet genstand til at sammenfatte en lang og indviklet historie. Endnu flere elementer – og, overraskende nok, endnu skarpere – er blæktegnene, hvor stregen er et klart, rent men også hårdt sprog. Disse tegn kan anses for at udgøre summen i hele Arndts søgen og poetik. Alt kondenseres og koncentreres: farverne suges ind i det hvide og sprogets sårbarhed gør hver ting endnu mere sand og overbevisende. Og også du, der betragter, kan ikke forblive uberørt. Det er stadig på denne bane og med disse hensigter, at kunstneres skulptur også konfronterer sig med rummet. Og her koncentrerer den sig om to temaer: mennesket og bevægelsen. Menneskets holdninger; der drømmer, der taler, der slapper af, der venter, der råber … Et menneske der synes at stige ud af blad, ”klippet ud” af en overflade og ladt frit til at identificere sig med sit eget hjem, som det vil, og hvor det vil. Mennesket i individualiteten, som næsten overrasker i Arndts liv, og som jeg tror er forløber til en ny plastisk årstid, hvor disse udklippede mennesker enten vender tilbage til det imaginære blad eller – som frie og selvstændige mennesker – bliver i stand til at skabe en imaginær “bog”, hvor historierne flettes ind i hinanden i de tre reelle dimensioner, og de enkelte huse, altså “hjem”, til sidst ganske langsomt bliver til en landsby. Men de skal komme ud af deres puppehylster, hvor også de andre personer er presset sammen, og du ved ikke, om de er gudebilleder eller fanger, frø eller projektiler. Gådefulde og intrigerende figurer, der kommer direkte fra visse værker, der er malet i Kina. Det er tydeligt den orientalske støbeform, her aristokratisk, som jeg mener at genfinde i folkelig version i vognene, der udgør den anden front i kunstnerens plastiske fortælling. Hvis der var lidt af en gåde i “puppehylstrene” (hvor titlen ’luggage-bagage’ vender tilbage med sine utallige og mulige betydninger), må jeg sige, at også i denne parade af vogne – forskellige, elementære, næsten legetøjsagtige – kommer man til at spørge sig selv, hvad de betyder, og hvor de fører hen. Derefter opdager du, at deres struktur er lavet sådan, for at de kan blive til en kæde - og så , måske, står kunstnerens hensigt klar. Det er med vilje, at jeg har gemt de store keramikfade, hvis historie har fællesskaber med Arndts liv, til konklusionen, fordi keramikken, især i begyndelsen, har været et foretrukket udtryksmiddel. Af og til vender denne passion for leret, der kan formes og derefter fyldes med hendes egne historier, tilbage. Det er de samme historier, der går gennem malerier, skulpturer og tegninger. Disse historier kan også bruges som farvepalet for tanken, som et landskab for sindet. Med lidt grænseovertræden til abstraktionens verden når den sit højdepunkt i livet spiral, hvis løb mod et indre, der rækker ud mod et uendeligt fjernt punkt, eller mod et ydre, der stræber efter en uendelig udvidelse, overlader mennesket den vished, at dets vandren under alle omstændigheder aldrig hører op.

Biografi biografi in english                                                      biografi in italiano Heike Arndt er født den 4. juni 1963 i Strausberg (det tidligere Østtyskland). Hendes mor Bärbel Nimmer (født 1943)nu pensioneret, arbejdede som lærer. Hendes far, Frank Arndt (født 1943), nu pensioneret, arbejdede som ingeniør for ”Tiefbau Berlin”. Begge bedsteforældre levede til deres død i Herzfelde og Strausberg nær Berlin. 1965 Familien flytter til Berlin-Mitte til et arbejderkvarter nær muren. 1969 Heike starter i den lokale skole, men flyttes allerede i tredje klasse til en sprogskole (russisk). 1973 Familien flytter igen, denne gang til Berlin Friedrichshain, et højhuskvarter. 1973 Hun bliver tilbudt plads på en balletskole eller på en sportsskole. Forældrene afviser tilbudene. 1976 På grund af problemer i skolen bliver hun igen tilbudt at flytte til en anden skole. Også denne gang afviser forældrene tilbudet. 1976-79 Familien køber en sommerhusgrund i Berlin-Atlandsberg. De tilbringer nu de fleste weekender her og bygger et lille sommerhus. Hendes bedsteforældre bor ikke langt derfra, og således mødes de ofte til familiesammenkomster med underholdende kortspil. Heike tilbringer en vidunderlig tid hos bedsteforældrene med at male eller lege i haven, besøge naboer eller gøre landsbyen usikker med kusinen Gabi. Indtil 1979 viser hun meget interesse for musik og teaterscenen i Berlin. Hun besøger gerne klassiske koncerter og teaterforestillinger. En aften undgår hun kun med nød og næppe at blive voldtaget. Hun slås med forventningerne om, hvordan en pige i denne alder skal opføre sig. Hun udvikler bulimi (spiseforstyrrelse). 1978 Kunstakademiet i Berlin afviser hende efter en prøve, under henvisning til at hun er allerede for individuelt – dermed er akademivejen uopnåelig. 1979 Efter 265 ansøgninger bliver hun tilbudt enten en læreplads som stenhugger eller som keramiker. Med stor støtte fra sin far hvor begge rejser landet rund i søgen efter en læreplads, vælger hun keramikeruddannelsen. Som kun 16årig flytter Heike Arndt til den lille provinsby Kamenz nær Dresden hvor hun begynder sin uddannelse hos ”Lausitzer Keramik”. Hendes forældre tillader hende, kun seksten år gammel, at flytte på værelse hos en 73-årig mand og hans familie. For at kunne få en læreplads som keramiker må hun forpligte sig til at arbejde som ufaglært et år forinden på selve fabrikken. Produktionen her er mest påtænkt eksport. I weekenderne tager hun ofte på autostop til både Berlin, Polen eller det daværende Tjekkoslovakiet. På en af disse ture møder hun sin kommende danske kæreste. I de efterfølgende fem år prøver hun at opnå udrejsetilladelse til Danmark. Det østtyske ministerium for indre anliggender afviser over flere år fire gange, at hun kan blive gift med sin danske kæreste. Heller ikke brevet fra den danske dronning eller efterspørgsler igennem den danske ambassade hjælper. 1980 Juleaften bliver Heike akut indlagt med et fysisk kollaps på grund af det hårde psykiske pres igennem lang tid. Hun bliver overflyttet til et rekreationshjem nær Dresden i 2 måneder. Allerede på et tidligt tidspunkt bliver hun frataget sit Personalausweis, og dette gør det umuligt for hende rejser. Hun tilbringer også adskillige dage i et ungdomsfængsel, efter at man har stoppet hende i det havneområde, hvor færgen til Danmark afsejler. Hun får hverken at vide, hvor lang tid eller hvorfor hun bliver arresteret. Hun bliver undersøgt af en gynækolog uden at kunne indvende noget. Hendes far bliver informeret og må hente hende fra fængslet. Han har fået det indtryk, at hun arbejder som prostitueret. På dette tidspunkt har hun ingen seksuelle erfaringer. 1981 Hun afslutter sin uddannelse som keramiker.Ved sluteksamen påpeges der hendes særdeles gode sans for design og produktudvikling. 1981 Hun finder arbejde hos en pottemager i Crinitz i nærheden af Finsterwalde og møder Christel Kiesel. De bliver meget nære venner. Deres venskab er begyndelsen til hendes kritiske overvejelser omkring deres livsbetingelser og samfundet som helhed og Heike skal fortsætter hendes kritiske holdning til ALLE samfundsformer fremover. 1983 Hun flytter til Vipperow 100 km nord for Berlin, hvor hun begynder at arbejde som hushjælp hos den lokale præstefamilie Meckel. Præstens kone er også uddannet som keramiker. Her bliver hun for første gang for alvor konfronteret med spørgsmålene omkring økologi, religion og ytringsfrihed. 1984 Hun flytter for en kort periode på landet nær Berlin, til keramikeren Manfred Müller. 1984 Hun finder en tom lejlighed og besætter denne i Berlin Friedrichshain. Hun arbejder kortvarigt for Beate Bendel. Officielt har hun en fremlejningsadresse i Boxhagener Strasse, hos nogen hun har mødt på sine autostop ture til Berlin, ellers var det umuligt at opdrive en lejlighed i Berlin. Få måneder senere arbejder hun i et treholdsskift på en keramikfabrik. I begyndelsen af 1985 forsøger hun for sidste gang ad officiel vej at opnå tilladelse til at gifte sig. I det samme brev til ministeriet skriver hun, ”……..at ligegyldigt hvilket svar, hun måtte få, vil hun forlade landet senest den 5. april 1985 ”. Berlin er allerede på dette tidspunkt rastløs, og uroen breder sig som ringe i vandet. Forskellige ambassader bliver besat af desperate tyskere for at opnå udrejsetilladelse. Den danske ambassade arbejder sammen med det østtyske politi og udleverer besætterne. Jutta, en af hendes nærmeste veninder fra hendes tid i Berlin, hjælper hende den sidste nat inden flugten med at flytte og skjule nogle af hendes private ejendele i et sommerhus. Hun er også den eneste, der har kendskab til hendes flugt. Den 3. april kommer Heike til Hamburg i Vesttyskland. Samtidig henter statssikkerhedstjenesten hendes ting henholdsvis i sommerhuset op på hendes adresse i Berlin. Heike rejser på falsk pas gennem Europa med sin ven Henri. Få uger senere flytter hun til Danmark, hvor han har købt en gammel gård. I maj flytter hun få måneder til Hamburg for at blive registreret til et tysk pas. Igen afviser hun at arbejde som informant, således som hun også tidligere har gjort det i Østtyskland. 1985 Heike flytter til Danmark til sin ven Henri Madsen. 1987 Hun deltager i NCEA konferencen i Boston og bliver efterfølgende en måned i New York City. 1987 Hun møder Finn Poulsen, forlader Henri Madsen, og flytter til Væggerløse på Falster. Samtidig køber hun et nedlagt bageri på Lolland for at indrette sit kommende værksted der. Sideløbende med sit kunstneriske arbejde tjener hun til dagen og vejen som lærer, tjener og ekspedient. 1988 Hun arbejder i tre måneder i Monza, Italien, i Studio Torneguzzo med glasmosaik og blyglas. 1989 Hun arbejder med litografi (Stentryk) i kunstcentret AVURE i Porto i Portugal. 1990 Hun færdiggør et bestillingsarbejde i mosaik til Danisco 1991 Hun møder Ansgar Elde og Inka Uzoma. Hun bor hvert år i længere tid hos Ansgar Elde og hans kone Toni Meconi og bliver en del af familien. 1992 Hun begynder seriøst med det grafiske arbejde i værkstedet ”il bostrico”. Indehaveren er Alfredo Meconi, Tonis bror. Heike bliver godt modtaget i rækken af de der arbejdende kunstnere som: Sabatelli, Lou Lamm, Carlos Carle, Sandro Lorenzinni, Lis Zwick, Jørgen Nash og mange andre. Inka Uzomas hjem bliver ligeledes et hjem for hende, hvor hun også hyppigt er gæst. 1993 Heike rejser meget i Europa og USA. Hun møder den amerikanske rockmusiker Russ Tolman. Han konfronterer hende med deres personlige problemer, bl.a. bulimi. Hendes første store soloudstilling finder sted på Maribo Kunstmuseum. Adskillige af hendes kolleger klager til museumsledelsen over dens beslutning om udstillingen. Hun arbejder med maleri i en måned på fundacion Valparaiso, Spanien. Her møder hun også forfatteren Inge Eriksen og Rifbjerg, sidsnævnte har et hus i nærheden. Hun rejser sammen med Russ Tolman og møder mange af hans musikervenner. Hun hjælper og forbereder hans Europatur. Hun rejser og arbejder sammen med Russ Tolman. Hendes værksted bliver til tider hjemsted for flere af musikervennerne, bl.a. Steve Wynn. Også partnerskabet med Russ Tolman slutter. Hun arbejder uafbrudt, men begynder også at tage hånd om sin bulimi. Hun opsøger en psykolog og får supervision gennem flere år. Næsten hver uge besøger hun sin kollega Ulla Frellsen. Med hende fører hun lange diskussioner om politik og livet. Heikes værksted bliver hver sommer fyldt med gæster fra nær og fjern. Heike bliver i området integreret som globetrotter, men indgår kun i meget få venskaber, typisk tilflyttere, herunder Ulla Frellsen. Hun finder dog altid tid til besøgende i sit værksted. 1994 Hun foretager sin første rejse til Grønland og er fascineret af naturen. Hun beslutter omgående at vende tilbage med en vandreudstilling. Kun et år efter er hun tilbage i Grønland og gennemfører den første store vandreudstilling, der flyttes langs med kysten – den første af sin art. Hun modtager et bestillingsarbejde til den grønlandske lufthavn i Søndre Strømfjord. Dette arbejde tager hende ca. 6 måneder. Hun arbejder dels i Grønland, dels i Danmark. Sisimiut kommune køber en af hendes bronzeskulpturer til en offentlig plads. Dette letter lidt den enorme risiko og det økonomiske pres, som er forbundet med denne selvfinansierede udstilling. Hun føler sig vel modtaget af befolkningen og hjælper med til at etablere de første offentlige værksteder for kunstnere og kunsthåndværkere. Hun arbejder i længere tid på planlægning af en international kunsthåndværkeruddannelse i Grønland. Størstedelen af sin tid tilbringer hun med at følge de indfødte med deres daglige gøremål, og hun rejser med skib til meget forskellige steder i landet. Hun modtager megen frivillig og ulønnet støtte til udstillingstransporten med båd, hundeslæde og helikopter. Hun går på jagt, fisker og samler bær og lærer af de lokale at tilberede deres mad. Oftest bor hun privat hos familierne. Hun overvejer for alvor at flytte til Grønland. Under opholdet mødes hun igen med Lars Rasmussen, barnebarn af grønlandsforskeren Knud Rasmussen, som aftalt 10 år tidligere. 1995 Hun er tilbage i Danmark og savner Grønland meget. Hun forbereder anden del af sin vandreudstilling dertil. Hun får den ide, at hun vil lære at flyve og måske delvis arbejde som pilot. Flyveskolen afviser hende, fordi hun allerede har passeret den tilladte aldersgrænse på 29 år. Hun beslutter sig alligevel for at lære at flyve og tager privatundervisning. Her møder hun ingeniøren Ib Frydendal, med hvem hun deler de efterfølgende år. Det er et meget kærligt parforhold. Begge deler begejstringen for flyvning, men også at tælle stjerner på nattehimlen eller føre videnskabelige diskussioner. Heike rejser igen ti Grønland. og Ib tager til Australien i flere måneder. Dette bliver afslutningen på deres parforhold. De mødtes ikke på det rigtige tidspunkt. Heike rejser med sin udstilling til en militærbase i Grønland og bliver der et stykke tid – langt fra alt normalt liv. Tilbage i Danmark har hun svære rygsmerter og må opereres blot få måneder senere. Ralf, hendes daværende kæreste, plejer hende hengivent i mange måneder, hvor hun ikke kan røre sig ret meget. Hendes kampgejst gør dog, at hun er på benene igen efter et år. Hun tilbringer atter flere måneder hos sine italienske venner for at komme til kræfter og begynder langsomt at arbejde igen. Hun koncentrerer sig om sit arbejde med grafik og keramik og maleri i Ansgars værksted i Santuario. Efter sin tilbagevenden til Danmark får hun mulighed for at udstille på Nordic Herritage Museum i Seattle, USA. Forberedelserne dertil varer næsten et år. Udstillingen omfatter mere end 100 værker og bliver kombineret med en omfattende fotoudstilling. Hun møder familien til Pete Schoening, en bjergbestiger i verdensklasse, og de bliver venner. Hun holder adskillige foredrag om Grønland. Bogen ”Heike Arndt” bliver introduceret sammen med udstillingen. 1999 Samme udstilling bliver vist flere steder i Europa. Som altid rejser Heike tilbage til Italien og lærer denne gang at klatre i bjergene. Hun møder Lars Thorslund, en passioneret klatrer, og de danner par. Deres fælles rejselyst og arbejde fører dem mange steder hen – deres sidste fællesrejse bliver til Etiopien. Dette skulle have været begyndelsen til en ny arbejdsperiode, en kombination af arbejde og et socialt projekt sammen med Folkekirkens Nødhjælp. Hun beslutter sig dog for at stoppe projektet, da det viser sig at kræve flere ressourcer end først antaget. 2003 Heike tænker igen alvorligt på at flytte til Italien. Hun finder et værksted i Finale Ligure kort før sin afrejse. Ugen efter åbner hun sin årlige sommerudstilling i Danmark og får samtidig at vide, at hun har kræft. Alligevel rejser hun få uger senere til Italien igen for at påbegynde renoveringsarbejderne i det nye værksted – og direkte derfra til operationsbordet i København. Hun mister muligheden for kunne få børn. Venner og tidligere kærester samt deres familier yder hende stor støtte i denne svære tid. Efterfølgende vender hun tilbage til Italien for at samle kræfter igen. Kort tid efter dør Ansgar Elde, et meget stort tab for hende. Kun få måneder senere møder hun igennem Kika, en italiensk veninde, sin kommende ægtemand Alejandro Jorge Ross, en hestetræner fra Argentina. 2005 Trods store vanskeligheder med opholdstilladelsen bliver de gift og rejser to måneder til Argentina. Heike bliver et helt år i Danmark for at støtte sin mand i etableringsfasen i Danmark. Hun udskyder sin planlagte rejse til Kina. Sammen med en gruppe studerende og en del eksperter fra kunsten og sociologien arbejder hun på et internationalt kulturprojekt. Hun må stoppe projektet, der ikke kan opnå økonomisk støtte på grund af ”muhammedkrisen” (karikaturtegningerne). I slutningen af 2005 begynder hun researcharbejdet i Kina og rejser flere gange i længere tid til Beijing, hvor hun har etableret et værksted. I Sanbao, Jendezhen, deltager hun også i et symposium med dertil hørende udstilling sammen med Kevin Grealy, Silvia Nagy og Vilma Villaverde. I Kina arbejder hun på sit udstillingsprojekt, der skal portrættere menneskelig adfærd og følelser. Gennem de sidste 10 år har hun arbejdet med temaet adfærd, relationer og deres betydning. 2007 Efter næsten 2 års arbejde viser hun de første resultater på den internationale kunstmesse i Cige i Beijing sammen med galleri One Moon. Hun mødes med mange kunstnere i kunstnercompoundet BIAC, hvor hendes værksted befinder sig. (David Evison, Vanessa Notley, Marianne Heyerdahl, Ole Liselund, Sebastian Heiner, Laurens Tan, Alexandro Rolandi,Rugero Rossi, Martin Salazar er kun nogle af de lokale internationale kunstnere).Hun etablere et nært venskab til kunstneren Ye Dongshen og hans kone Zhu Li.Hendes næbor Wang Shugang hjælper hende med at finder kontakten til bronzestøbberier.På trods meget modgang,manglende sprogkundskab og de store mentale forskelle lykkes det hende at etablere et velfungerende grafisk værksted og studio. Fra Beijing genetablere hun kontakten med hendes tyske familie. Igenem interneted finder hun et sted ikke langt fra hvor hun voksede op. Hun havde hørt rygterne om den interessante kunstscene i Berlin og overvejer allerede måske igen at etablere sig i Berlin-Mitte.Fra februar - december arbejder hun i sit studie i Beijing. Denne gang hovedsaglig med oliemaleri, grafik, bronze og tusch. Efter rigtig mange udfordringer såsom at gøre studiet klar på kinesisk manier, ødelagte billeder og bronze da ikke er færdig til udstillingen lykkes det dog og få en lille soloudstilling hos Galleri ONE MOON på den største internationale kunstmesse i Beijing og Kina CIGE. Messen fra den 3-6 maj har været en oplevelse og succes med meget gode responce både fra andre udenlandske gallerier såvel som kunstsamler. En ny grafisk trykpresse bygget til hende er kommet til hendes studie i Beijing og grafikarbejdet er påbegynd. En kort visit i Denmark i juli til hendes sommerudstilling bliver der også tid til. I løbet af efteråret arbejder hun mest med grafik og færdiggøre forarbejdet til hendes nye bog "Response", der forventes udgivet i foråret 2008. Hun deltager i en international Gruppeudstilling hos Gallery Artchanel underandrem med Alexandro Rolandi ,Rugero Rossi, Wang Shugang o.a.. Året afslutter hun med en rejse til Berlin og Italien. 2008 startes med en meget trist begivenhed, Ansgars kone Toni, den sidste af hendes allernærmeste familie ,døde kun 58 år.Hun tilbringer januarmåned i Italien. Februarmåned er meget travlt med ophængninger og færdiggørelse af en nye serie litografier i sort hvidt til hendes kommende vandreudstilling "Where is home?".Udstilling starter i Maj i Onemoon Gallery i Beijing. Hun planlægger og tilbringer størrste delen af året i Beijing med en intensiv arbejdsperiode. Hendes mand,Alejandro vil passer udstillingsaktiviterne i Europa. 2009 Hun afsluttede sit arbejde i Beijing og opløste også sit studio og det grafiske værksted i Kina. I efterår 2008 startede hun Galleri Heike Arndt DK i Berlin-Friedrichshain i Tyskland efter omfattende klargørelse af lokalerne. Hun valgte i samråd med den daglige leder Bärbel Arndt og assistenterne og starter udstillingsrækken med Hans Ticha en af det mest kendte Ilustratorer i Tyskland (se Hans Ticha) Samarbejde med det tyske forlæg Büchergilde Gutenberg - udstilling blev en bragende succes og flyttes også til hendes lokaler i Kettinge i Denmark. Hun deltager henholdsvis i Masnesøfortudstilling (DK) og Lys over Lolland (DK). Hun påbegyndte forberedelserne for sin udstillingsrække på en del italienske museer i 2010 og anskaffer sig et nyt sted der skal også fungere som værksted for keramik og skulptur samt som maleratelier og gæstestudio for andre kunstner i fremtiden. Hun bliver inviteret af Taborpress i Tyskland og deltager i deres kunstkalender for 2010 - en stor anerkendelse. 2010. Hun rejser mellem Berlin, Denmark og Italien for at forberede den forstående stor udstillingsrækker "Where is home". I foråret bliver hun skilt fra sin argentinske mand. Dette sætter planen om og flytter til delvis til Argentinien på hold og i stedet falder valget igen på hendes fortrukne "hjemland" Italien. 2011 Galleriet i både Kettinge(DK) og Berlin (DE) kræver meget energi med en perlerække af kunstner der bliver introducered herunder Herbert Mondry,Heike Ruschmeyer, Romen Bannerjee,Frank,Paul, Carina Jo Sivager og Henry Stöcker. Men også på det professionale plan gå det frem. Efter en ophold i Argentina bliver tanken om at gennemfører udstillingen "Where is home" in Sydamerika genoplivet og bliver det kommende personlige mål. Samtidig gå arbejdet med kunstnerresedencies i Kettinge (DK) kun langsom frem-på grund af den omfattende økonomiske krise har kunstnen svær kår.