Introduktion                             
Klick here for: Introduction in english

Klick here for: Introduction in italiano

HEIKE ARNDT - Where is home? by Luigi Cavadini Museo de Arte Contemporanea Lissone ,Milano,Italy 2010

Where is home? Hvor er hjemme? Hvor kan jeg føle mig hjemme? Hvor bestemmer jeg mig til at slå mig ned? I disse spørgsmål er der sammenfattet et væsentligt spørgsmål, som sandsynligvis angår mange af os. Et problem som Heike Arndt har gennemlevet dybt – og som hun sandsynligvis stadig lever med – i sin historie som kunstner. Kunstneren er født og uddannet Østtyskland, hvorfra det lykkedes hende at slippe ud da hun var 21 år, fem år før Muren faldt, og hun har slået sig fast ned i Danmark, men har især prøvet at måle sig med verden, med rejser og arbejdsophold, i nær kontakt med kunsthåndværkere og kunstnere i de forskellige lande, som hun efterhånden har besøgt (Italien, Belgien, Holland, Grønland, Etiopien, USA, Sydamerika, Sverige, Finland, Spanien og, for ikke så længe siden, i 5aar, Kina), hvor hun efterhånden fandt frem til foretrukne steder, som hun kunne vende tilbage til regelmæssigt for at konfrontere sig med teknikker og materialer. Den forståelige uro der karakteriserer denne rejsen rundt har dog et sikkert holdepunkt, et “hjem” der ikke kan opstå tvivl om, og dette hjem, som er hele verden, er kunsten. Inde i den genfinder Arndt altid sig selv, når hun modellerer sine terracotta arbejder og derefter venter på resultaterne af brændingen og på styrken i farvepigmenterne og glasuren, når hun konfronterer sig direkte og med stor energi med maleriets farver og tegn, når hun forbereder pladerne til grafikarbejderne, når hun laver sine skulpturer til bronzestøbning.

Og det er derfor kunstneren kan føle sig hjemme overalt, selv om hun kan betragte sig som grænsekvinde, mellem øst og vest, der har assimileret disse ”ikke steder” steder i sig, disse abstrakte enheder, der er blevet gjort konkrete udelukkende ved de oplevede erfaringer. En kvinde med tusind steder og med tusind møder, som kalibrerer sin eksistens og sin handlen på det menneske, hun nærmer sig, åben overfor sammenligning i overbevisning om at “respekt, tolerance og accept af den anden er betingelsen for at overvinde kulturforskellene udover at være en nødvendighed for at overleve i en verden, der er globaliseret som vores”. Netop derfor grundfæster Arndts værk sine forudsætninger i de indbyrdes menneskelige forhold. Mødet med de andre, uden nogen distinktion, er fundamentalt for hende. Fra disse møder drager hun følelser og fascination, der omdanner sig til tegn og farver (eller til materie), i søgningen efter og i den udtryksfulde gengivelse af tilnærmelser, sammenligninger, modstande, mangel på forståelse, arrogance, kontakter.

Fortolkningen af situationerne, som kunstneren foretager i sine værker, er meget opmærksom og selv om den undertiden kan virke tung og hård, fremfører den sig altid som opfordring til en positiv reaktion, i den overbevisning at netop i mødet mellem forskellige situationer (og mennesker) lægges grundlaget for en positiv måde at leve sammen på.

Arndts syn opstår fra en dyb etisk og moralsk følelse og skaber en beslutsomhed i hende, som sender nervetråde ud i både hendes liv og hendes kunst og hver eneste dag sætter hende i kontrast med sig selv og med verden, svævende og desorienteret mellem den lykke hun ønsker for alle og alle de problemer, der udløser misforståelser og konflikter på alle niveauer.

Fortællingerne, som måske knap nok er antydet i malerierne og i skulpturerne, har alligevel i sig selv styrke til stimulere beskuerens tanke. Snarere end at give et svar stiller de et spørgsmål, som hver enkelt bliver opfordret til at svare på.

Arndts kunst har dybe rødder, den tager form inden hun er ti år gammel, hjemme hos bedstefaderen, som følger og stimulerer hende efter at have forstået hendes naturtalent. Da hun seksten år gammel flytter hjemmefra er hun allerede nået frem til en god teknisk udtryksevne til at gengive blomster, landskaber, portrætter, en evne hun hurtigt overfører i fremstillingen af sine keramiske arbejder, og på værksteder og hos berømte kunstnere lærer hun de mest forskelligartede teknikker, fra bearbejdelse af ler til applikation af pigment og glasur, og til sidst brændingsmetoder. I nogle år udvikler kunstnerens opmærksomhed og hovedarbejdsindsats sig på dette område – som hun i øvrigt genfinder og genlancerer i de følgende årtier, da hun blandt andet også arbejder i kendte italienske værksteder som f.eks. Mazottis værksted i Albisola og Lorenzinis værksted i Savona. I Ligurien, hvor hun lever som en datter hos Ansgar Elde (en ven af Asger Jorn) og i hvis værksted i Savona hun har arbejdet i i næsten 20 år laver hun også grafikarbejder i det berømte Stamperia del Bostrico di Albisola. I anden halvdel af 80erne vender maleriet dominerende og definitivt tilbage, i hvilket kunstneren udnytter nogle af de ting hun har lært i eksperimenterne med keramik. Især bliver brugen af stregen væsentligt: det er det element der prenter figuren eller blot skitserer dens omrids og giver dynamik til helheden. Dog er opnåelsen af en figurations uformelhed betydningsfuld, den sætter hendes maleri ind i fuld samtidighed og opnår på en gang muligheden for at fortælle og først og fremmest for at “leve”  og derefter at videregive de følelser, der er skabt af virkelighed og tilfældige situationer, men også af erfaringer og minder, der dukker op fra dybet og er et udtryk, som er fuldt af hendes historie. Dette fører til udtrykseffektivitet, som sætter sit præg, fordi det først forvirrer øje og sind hos den, der betragter, og derefter påkalder sig opmærksomheden og fører den ind i den malstrøm, der skabes af farverne og af den kraftfulde tilsyneladende forvirrede udarbejdelse, som karakterisere arbejderne.

Inde i hendes maleri er det som om man på den ene side, lige som et fjernt ekko, bør genlæse de erfaringer som de tyske ekspressionister har gennemlevet i de første tiår i 1900 tallet og på den anden side dem, der har udviklet sig i den umiddelbare efterkrigstid i repræsentanterne for CoBrA gruppen, der var aktive i København, Bruxelles og Amsterdam. Brugen af de kraftige farver der virker stærkt, og som ofte styrkes af et skarpt grafisk tegn, karakteriserer arbejderne hos kunstnerne fra Die Brücke (1906) - Ernst-Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff og også Emil Nolde og Max Pechstein – som virkede i omegnen af Dresden, og hvortil kunstnerne fra Der Blaue Reiter nogle år senere gav ekko, i en logik der var lidt anderledes og som var rettet ind på abstrakthedens vej. Der Blaue Reiter er grundlagt i München i 1911 af Franz Marc og Vassily Kandinsky, og også Klee, Macke, Jawlensky, Münter, Werefkin sluttede sig til den retning. Spændinger og stræben af social og politisk karakter sammen med søgning efter en kunst, som er fri for begrænsninger af nogen som helst art, er det grundlæggende i Die Brücke’s fødsel, såvel som udviklingen af Der Blaue Reiter. Mens farven dog for de førstnævnte udtrykker kunstnerens raseri mod hans tids situation, bliver den for de sidstnævnte et instrument til åben skabelse, langt ud over fremstillingens realistiske valens. Og i den primitive skulptur genfinder kunstnerne den plastiske transposition af deres søgen og af deres ekspressive hensigter.

Også CoBrA kunstnernes aktion, der ligger lige efter krigens ophør og som derfor også har kritiske og provokatoriske motiveringer, benytter farven, ofte stærkt markeret i en absolut materiel udarbejdelse, som et vægtigt moment for ekspressionismen. Især i denne anden fase synes billedet, der fødes, trods det at det lever af underforståede hentydninger til det virkelige, at ville rive sig løs fra det virkelige og skabe budskaber, der gøres opfattelige snarere ved de levende suggestioner end ved den ligefremme fortælling.

Hvis vi igen ser på Heike Arndts liv, forekommer det næsten naturligt at visse påvirkninger og udtryksformer, der er modnet i så fjerne år, kan have indvirket på den dybe kultur og have ført til kompositionsresultater, der viser tilbage til disse læremestre og til disse værker. Arndt har været på de samme steder, har været smertefuldt gennem lignende situationer, har på en tydelig måde søgt sin egen selvstændige udtryksmåde. Hun har ladet blikket løbe rundt og har til hensigt ikke blot at lade sin egen frie ånd komme til udtryk, men også at tale for dem, der ikke har nogen stemme. Det er derfor at hendes malerier fyldes med figurer, der søger efter en egen individualitet, der slipper væk fra eller prøver at slippe væk fra bånd og undertrykkelser, fra overgreb og misbrug, skikkelser som ofte går i et med miljøet og som kun få streger og signaler gør det muligt at genkende. Desuden synes også holdningerne hos skikkelser, man dårligt nok kan finde, meget vigtige. Sammenfiltrede i sig selv inde i et puppehylster, som man ikke ved om er et tilflugtssted eller et fængsel, forladt i et langt og ugæstfrit landskab, omfavnet af andre skikkelser for at få en anelse varme, i ensomhed midt mellem de andre ligesom barnet i Without words…, alene blandt så mange mennesker, faret vild i et landskab hvor Munchs angstfornemmelser synes at komme frem, mens skyggerne breder sig over markerne. Og ofte er kernepunktet i kunstneres komposition og tanke det lille barn, som risikerer at blive alene tilbage, og den kvinde, som lukker sig i sig selv, som sænker hovedet, som mister sin egen individualitet.
Kunsten – synes kunstneren at sige med sine værker – er ikke kun farve og tegning, maleri og tanke, den er eftertanke og klage. Kunst er stemme … Stemme for mig og stemme for dem, der ikke har nogen stemme, eller for dem der har mistet stemmen ved at blive ved at råbe uden at blive hørt.
Men for bedre at forstå kunstnerens engagement vender vi tilbage til udstillingens titel: where is home?
Det er ikke en tilfældig titel, en titel der er valgt som lokkemiddel. Den genspejler en overvejelse som kunstneren har gjort sig i mange år og på hvilken hun opbygger sit arbejde. Det er et universelt spørgsmål som alle menneskers liv afhænger af. Det er en anmodning ikke kun om et fysisk hjem, men også op det mentale aspekt i virkeligt at være hjemme (lige meget hvor og hvordan man er). Selv om man befinder sig flere tusind kilometer hjemmefra det fysiske hjem kan man føle sig mentalt på det rigtige sted (hjemme), fordi man føler at der bliver taget imod en, på samme måde som man kan føle en afgrundsdyb fjernhed på et sted som udelukkende tilhører en selv. Så bliver man klar over, således som det allerede er antydet i begyndelsen, at et hjem ikke er lavet af mure eller af lervægge eller af telte, men af relationer og således af evnen til at forstå: bevægelser, sprog, måder at opføre sig på. Heike Arndt har oplevet alt dette i sit liv og har bearbejdet det dybt i sindet i årevis, og hun er jo styrket af den oplevelse, der har ført hende langt bort fra hvor hun er født, som har integreret hende i et land der er forskelligt fra hendes eget, der har tilladt hende at rejse og at måle sig med vidt forskellige mennesker, kulturer og måder at leve på. Ved disse kontakter og med de udvekslinger, der følger, finder hun stimulering og temaer til sin måde at skabe kunst på.

Den udtrykkes i farvernes livlighed, hvor rødt og blåt altid dominerer, varmt og koldt, der også giver mening til de andre ting i billedet. Vibrationerne, der opstår af farvekontrasterne og af penselstrøgene, snart lineære, snart omslyngende, understreger den konstante dialog mellem kunstneren og det behandlede emne. Jeg tror, at overførslen hjerte-tanke-hånd-lærred er direkte; der er ikke nogen farve der løber ud, der er aldrig penselstrøg, du føler er unødvendige, overflødige, uforståelige, der er ikke tilfældige ting, men ethvert element indføjer sig snarere i den samlede atmosfære med naturlighed.

Således oplever kunstneren selv de værker, som hun fremstiller, som ’luggage’ – dette er titlen på en lang række arbejder – dvs. som elementer i en bagage, der især er mental, som kendetegner hendes væsen, i en bagage lavet af erindringer, af symboler, af dybe erhvervelser (sociale, kulturelle, fra familien), af belæringer. En bagage der helt og udelukkende er hendes egen, der virker som filter, gennem hvilket hun kan fortolke virkeligheden og begivenhederne, og som bliver fundamental for at finde de veje, hun skal følge i sin søgen efter det hjem, hvor hun definitivt skal være.

Farvens rolle, med de undertiden tykke, undertiden næsten gennemsigtige lag, er uden tvivl vigtige for at tiltrække opmærksomheden. Men hendes måde at fortælle på, med ganske små streger, med ganske små ting, som på en særlig måde kendetegner Arndts grafiske værk, er ligeså betydningsfuld og intens. De forskellige graveringsteknikker, som kunstneren benytter mesterligt, også ved at kombinere dem med hinanden, giver hende mulighed for at modulere fremstillingen. Snart insisterer hun på billederne og binder dem sammen ligesom ekspressionisterne, snart arbejder hun med lethed på figurerne, næsten som om hun er bange for at forstyrre dem i deres enfoldighed. Både når de hører til maleriets farvede verden og når de kommer mindre voldsomt til syne i grafikken, præsenterer hendes personer sig i deres naivitet, nærmest som om de er tegnet med skødesløshed, tættere på beskrivelsen af det, som et barn kan lave af dem, end af resultater, der kan lede opmærksomheden hen på en maler. Netop genvindingen af barndommens naivitet giver yderligere friskhed til disse malede tanker, til disse visioner, hvor der bare skal en lille knapt antydet genstand til at sammenfatte en lang og indviklet historie. Endnu flere elementer – og, overraskende nok, endnu skarpere – er blæktegnene, hvor stregen er et klart, rent men også hårdt sprog. Disse tegn kan anses for at udgøre summen i hele Arndts søgen og poetik. Alt kondenseres og koncentreres: farverne suges ind i det hvide og sprogets sårbarhed gør hver ting endnu mere sand og overbevisende. Og også du, der betragter, kan ikke forblive uberørt.

Det er stadig på denne bane og med disse hensigter, at kunstneres skulptur også konfronterer sig med rummet. Og her koncentrerer den sig om to temaer: mennesket og bevægelsen. Menneskets holdninger; der drømmer, der taler, der slapper af, der venter, der råber … Et menneske der synes at stige ud af blad, ”klippet ud” af en overflade og ladt frit til at identificere sig med sit eget hjem, som det vil, og hvor det vil. Mennesket i individualiteten, som næsten overrasker i Arndts liv, og som jeg tror er forløber til en ny plastisk årstid, hvor disse udklippede mennesker enten vender tilbage til det imaginære blad eller – som frie og selvstændige mennesker – bliver i stand til at skabe en imaginær “bog”, hvor historierne flettes ind i hinanden i de tre reelle dimensioner, og de enkelte huse, altså “hjem”, til sidst ganske langsomt bliver til en landsby. Men de skal komme ud af deres puppehylster, hvor også de andre personer er presset sammen, og du ved ikke, om de er gudebilleder eller fanger, frø eller projektiler. Gådefulde og intrigerende figurer, der kommer direkte fra visse værker, der er malet i Kina. Det er tydeligt den orientalske støbeform, her aristokratisk, som jeg mener at genfinde i folkelig version i vognene, der udgør den anden front i kunstnerens plastiske fortælling.
Hvis der var lidt af en gåde i “puppehylstrene” (hvor titlen ’luggage-bagage’ vender tilbage med sine utallige og mulige betydninger), må jeg sige, at også i denne parade af vogne – forskellige, elementære, næsten legetøjsagtige – kommer man til at spørge sig selv, hvad de betyder, og hvor de fører hen. Derefter opdager du, at deres struktur er lavet sådan, for at de kan blive til en kæde - og så , måske, står kunstnerens hensigt klar.

Det er med vilje, at jeg har gemt de store keramikfade, hvis historie har fællesskaber med Arndts liv, til konklusionen, fordi keramikken, især i begyndelsen, har været et foretrukket udtryksmiddel. Af og til vender denne passion for leret, der kan formes og derefter fyldes med hendes egne historier, tilbage. Det er de samme historier, der går gennem malerier, skulpturer og tegninger. Disse historier kan også bruges som farvepalet for tanken, som et landskab for sindet. Med lidt grænseovertræden til abstraktionens verden når den sit højdepunkt i livet spiral, hvis løb mod et indre, der rækker ud mod et uendeligt fjernt punkt, eller mod et ydre, der stræber efter en uendelig udvidelse, overlader mennesket den vished, at dets vandren under alle omstændigheder aldrig hører op.