Introduktion

Introduction in english



ved Elisabeth Cederstrøm, for udstillingen "Både og" , Storstrøms Kunstmuseum

Heike Arndt er en eksperimenterende kunstner, for hvem intet må forblive uprøvet. Alle snærende bånd tager hun afstand fra. Begrænsninger er et fyord. Netop derfor er hun meget lidt dansk. Janteloven gælder ikke i hendes univers.

Heike Arndt har altid malet og tegnet. Hun er født og opvokset i det tidligere DDR og kom seks år gammel ind på den specielle kunstskole for børn under Kunstakademiet i Øst - Berlin. Men det var keramiker, hun blev uddannet til dengang i 70’erne. Så fulgte vandreårene, hvor hun arbejdede rundt om på forskellige værksteder for at dygtiggøre sig. Det var en klassisk kærligheds- historie, der bragte Heike Arndt til Danmark i midten af 80’erne. Måske. Hun havde nemlig altid vidst, at hun ville arbejde og bo i Vesten.

Mødet med Danmark og Norden betød en ændring i hendes kunst. Farverne trængte sig på. Forsigtigt lagde hun ud med de spæde, sarte toner, senere blev hun modigere. Der blev skruet op for styrken, så koloritten i dag er voldsom og intens. Selvom der er kommet knald på farverne, så finder man altid noget mørkt eller tungt i hendes billeder. Det kan være en figur eller en abstrakt form, som holder billedet fast. Det hele opløses ikke i en ekstatisk farvesymfoni. Måske er dette et levn fra fortiden, som ikke kan og må slippes. En tyngde og alvor der ofte karakteriserer kunsten fra de tidligere østlande. Måske er det netop her keramikeren stikker hovedet frem i maleriet. Glæden ved at arbejde med den faste form, som samtidig giver billedet krop.

Nogle kunstnere bruger et helt liv til at udforske og afprøve én teknik, ét materiale. Sådan arbejder Heike Arndt ikke.

Hun vil prøve det hele. På udstillinger vises eksempler på arbejder i mange forskellige teknikker og materialer, oliemalerier, gouacher, grafik, keramik, glasarbejder og diverse blandformer. Det kunne være et handicap at sprede sig over så meget. Men i Heike Arndts tilfælde kan man se, hvor frugtbart samspillet mellem de forskellige teknikker og materialer kan være. En færdighed indvundet under arbejdet med én teknik sender straks et lydløst ekko igennem de andre.

Oliemalerier.
De store oliemalerier kan være lidt vanskelige at overskue. Måske skal man heller ikke prøve; men i stedet gå på opdagelse i en verden der mest af alt ligner drømmenes univers. Når man lige er vågnet, husker man ofte kun en lang kæde af fragmenter, som ikke nødvendigvis danner ét hele. Uskarpt træder figurerne frem. Alene eller sammen med deres medspillere udfører de deres helt private handlinger, som vi nogen gange genkender, andre gange kun usikkert fornemmer. Nogen entydig fortælling findes ikke. Tingene forvandler sig for ens øjne. Farven styrer, adskiller og opløser sig i former, så nye rum dannes med nye væsner og figurer. Mange af de store oliemalerier kan placeres i grænselandet mellem abstraktion og figuration. Graden af henholdsvis abstraktion og figuration varierer fra værk til værk. Selv når billedfladen domineres af en eller to tunge figurer, lukker billederne sig mærkbart om sig selv. Figurerne synes tydeligt være bevidste om hinandens tilstedeværelse, og ofte kommunikerer de med hinanden i en ordløs dialog. Sjældent appellerer de til beskueren. Heller ikke de er entydige i deres budskab.

Heike Arndts maleri er ikke intellektuelt. Dybsindige programerklæringer ligger ikke gemt i dem. En indviklet symboltolkning trænger sig ikke på. I stedet fornemmer man en glæde ved at udnytte maleriets basale elementer, farverne og formerne. Et maleri der er knyttet sammen med den direkte sansning og følelserne, uden at det af den grund bliver strengt privat. Det er en mulighedernes verden, Heike Arndt prøver at skildre. Billedernes forvandlende karakter viser sig også i den lange tilblivelsesproces. Heike Arndt har en kasse fyldt til randen med farve- fotografier, der dokumenterer maleriernes indviklede tilblivelsesproces. „Nu ser det helt anderledes ud", var en klassisk bemærkning den eftermiddag, vi sammen kiggede i kassen. Noget var malet til, andet var malet over. Noget nyt var fremhævet, andet var fjernet.

Indflydelser.
Det ville være oplagt at finde dette maleris rødder i Heike Arndts hjemland. Kort efter århundredskiftet brød den tyske ekspressionisme igennem med kunstnerne omkring „Die Brücke" og „Blaue Reiter" med et stærkt personligt, sanset og oplevet maleri i glødende farver. Og dog - så entydigt er det heller ikke. Heike Arndts helt specielle ekspressionisme har fået sit særegne udtryk, netop fordi hun forlod sit fødeland og kom til Danmark. Det er mere nærliggende at se det som en nutidig fortsættelse af COBRA-gruppens kunst. COBRA var en international gruppe (COpenhagen, BRuxelles, Amsterdam), der dannedes i slutningen af 1940’erne.Selvom den havde en kort levetid, arbejdede de enkelte kunstnere videre i den stil, som havde karakteriseret gruppen. En stil som satte det spontane, det ekspressive i højsæde, og som lod fantasien få frit spil. I 1990 var Heike Arndt i Frankrig på et studieophold hos Ginna Pellon, der i sit maleri lægger sig tæt op af COBRA-malerne. Voldsomme, store, ekspressive figurer dominerer ofte hendes lærreder. Så fremtrædende rolle får figurerne på Heike Arndts billeder aldrig; men selve malemåden har de to kunstnere fælles. Ubevidst eller måske bevidst, det er svært at afgøre, søgte kunstneren videre i COBRA-kunstnernes spor. Sidste år blev hun inviteret til Albisola, en lille by i Italien nord for Genova, hvor Asger Jorn engang havde et hus. Invitationen kom fra Ansgar Elde, som selv havde arbejdet for Jorn i 1959, da det store keramiske relief, som nu hænger på Aarhus Statsgymnasium, blev til.

Grafik.
I Albisola begyndte Heike Arndt for alvor at arbejde med grafikken på Stamperia del Bostrico. I en række akvatinter og monotypier genfinder man nogle af motiverne fra de hjemlige malerier. Det figurative slår tydeligt igennem. I akvatinten må kunstneren begrænse sig til den sorte/hvide farveskala. Farverne skulle med, og derfor måtte hun udvikle en ny teknik. I en træplade snitter kunstneren sit motiv. Bagefter bearbejdes pladen på forskellig vis, så den får en særegen struktur. Direkte på pladen påfører kunstneren nu oliemalingen, og trykningen kan finde sted. Der fremkommer en monotypi på denne måde, fordi farven kun holder til et tryk. Pladen kan bruges igen. Figurerne, formerne bevares og kan nu bearbejdes på ny, så helt nye rum, stemninger dannes. Monotypierne har givet Heike Arndt mulighed for at eksperimentere med farverne og formerne på en ny måde. Efter disse formeksperimenter i Italien fik kunstneren lyst til igen at arbejde helt frit med farven. På store stykker håndlavet papir påføres mange forskellige typer farver bl.a. akvarel og gouache. Spontaniteten karakteriserer ikke underligt disse arbejder.

Bronze.
Helt anderledes faste i formen er de små bronzeskulpturer. Atter genkender man figurerne fra malerierne, som nærmest er vokset ud fra lærrederne og har fået en selvstændig eksistens. Eller er det omvendt? Eksisterede de i rummet først og sneg sig senere ind på lærrederne? Små, tætte og bastante er de. Med deres kroppe udtrykker de grundlæggende stemninger. De er mere ivrige end deres malede venner efter at komme i kontakt med omgivelserne. Ivrige efter kommunikation. De råber, de lytter. Igen kommer man til at tænke på tysk kunst og kunstnere som Käthe Kollwitz og Ernst Barlach, der hver på sin. måde skabte stærke, ekspressive skulpturer, der skriger på opmærksomhed. Ofte på en meget dyster og alvorlig baggrund, som ikke findes i Heike Arndts skulpturer.

Glas og Keramik.
Bronzen er i sit væsen tungt. Det modsatte kan man sige om glas, som Heike Arndt for første gang stiftede bekendtskab med i Laboratorio Casarini i Savona, ikke langt fra Albisola, hvor en række af COBRA-kunstnerne ligeledes har arbejdet. Figurationen slår ikke igennem i glasset. Her er det den abstrakte leg med former og farver, der dominerer. Da jeg besøgte Heike Arndt for nogle år siden, fortalte hun, at hun følte, at hun var færdig med keramikken. Hun kunne ikke finde nye udfordringer i leret. I Albisola kom lysten dog igen. Ikke underligt, fordi der netop her er en lang tradition for at arbejde med keramik. Det var ikke bare Asger Jorn, der arbejdede her, men også en lang række af hans kunstnervenner. Man kunne nævne folk som Appel, Corneille, Matta og mange flere. I Fabrica Giuseppe Mazzotti (Lertøj) og hos Lorenzinni (stentøj)skabte Heike Arndt en række nye værker, som dog kan ses i forlængelse af, hvad hun tidligere har lavet. Blot er formen nu strammere og farverne nye. Smukke jordfarver dominerer og præger værkerne. Farvetoner som endnu ikke har fundet deres vej ind i de andre materialer; men det er sikkert kun et spørgsmål om tid.

Fremtiden.
Når en ny teknik skal udforskes og afprøves pakker kunstneren kufferten og drager præcis derhen, hvor der er et værksted eller en mester, der kan hjælpe hende. Flyet er netop lettet med destination i syden - Italien. Nu skal der igen eksperimenteres med monotypierne. Om fa måneder går det den modsatte vej op til det kolde nord - Grønland. Hvis man en dag fandt ud af, at man kunne lave spændende skulpturer på Mars, ville det ikke et sekund undre mig, om Heike Arndt var blandt de første, der også lige måtte prøve det. Hvor længe kan mon dette kosmopolitiske liv fortsætte, spørger man stakåndet og ikke uden misundelse? Falder hun nogensinde til ro? Måske...